Agergårdshaven er et attraktivt område for såvel børnefamilien, der ønsker en bolig med masser af plads og luft, eller for dem hvor børnene er flyttet hjemmefra, og som nu ønsker en overskuelig bolig med minimal vedligeholdelse. Boligerne i Agergårdshaven blev opført i perioden 2014 til 2016 af Lind og Risør og består af 67 hvide rækkehuse i 2 fulde plan. Byggeriet er opført i en stram og moderne arkitektur med ensidig taghældning.
Området byder på mange aktiviteter, og bl.a. er der kun 500 meter til Mosede Fortet, hvor det er oplagt at gå skønne ture i naturen ved vandet. I nærheden findes Karlstrup Kalkgrav, Solrød Strand samt Trylleskoven. Der er masser af muligheder. Karlslunde S-togstation og Karlslunde Stationscenter med indkøbsmuligheder og sportsfaciliteter ligger i gå-afstand fra Agergårdshaven, og vi er omgivet af en smuk natur med skønne grønne stisystemer.